Ozonlaget

I dag er der stor bekymring for, at ozonlaget bliver værre på grund af emissioner af forurenende stoffer indeholdende kemikalier som klor og brom. Dette fænomen kaldes normalt “ozonhullet”. En sådan forringelse forårsager store mængder ultraviolet stråling til jorden, som igen kan forårsage hudkræft og grå stær hos mennesker, og selv dyr kan blive beskadiget.

Stråling, der når jorden, hæmmer også fytoplanktonets reproduktive cyklus og de enkeltcellede organismer som alger, der udgør bunden af ​​fødekæden. Biologer frygter, at reduktioner i fytoplankton vil reducere populationerne af andre dyr. Forskere har også dokumenteret ændringer i reproduktion af unge fisk, rejer og krabber samt frøer og salamandere, der har været udsat for store mængder ultraviolet stråling.

Chlorfluorcarboner (CFC), er et kemikalie, der har været anvendt de seneste 50 år af de industrialiserede lande, og er skyldig i ødelæggelsen af ​​ozonlaget. Dette kemikalie findes mest i ældre køleskabe.

Når CFC når den øvre atmosfære og udsættes for ultraviolet stråling, sker der en nedbrydning af stoffet, som indeholder klor. Klor reagerer med iltatomer i ozon og ødelægger ozonmolekylet. Det kræver meget små koncentrationer af klor til at destruere store mængder af ozon. Bare ét kloratom, kan ødelægge så meget som et hundrede tusind ozonmolekyler.

Ozonlaget over Antarktis har været særligt påvirket af forurening siden midten af ​​1980’erne. Denne region som har en lav temperatur, accelererer omdannelsen af ​​CFC til klor. Denne proces kan accelereres endnu mere i løbet af foråret og sommeren, når solen skinner over det meste af dagen. Dette fordi kloren reagerer med solens ultraviolette stråler. I nogle dele af Antarktis har disse faktorer forårsaget, at 65 procent af ozonlaget er forsvundet. Det er, hvad nogle mennesker fejlagtigt kalder “ozonhullet”. I andre regioner er ozonlaget forringet med ca. 20 procent.